Stævne – tilmelding og framelding

Stævne – tilmelding og framelding

2. marts 2020 Af Tanja Laursen

Uh, jeg har snart skrevet mange gange om, hvorvidt jeg skal starte stævne eller ej. F.eks. i disse indlæg fra maj 2019: Stævne – skal / skal ikke? og september 2019: Når biddet ikke er godkendt…

I løbet af efteråret fik jeg mere og mere blod på tanden, Fabio gik mega godt og jeg syntes bare, at vi var klar. Jeg havde faktisk et stævne i januar i planerne, men så kunne min chauffør ikke køre os alligevel. Det næste var et stævne i starten af februar, men det blev aflyst.

Tilmelding…

Jeg ledte videre og fandt endelig et stævne: Lørdag den 29. februar! Jeg tilmeldte mig både LA1 og LA2, og så blev der sat ind på træningen (for vi var faktisk ikke helt klar til de klasser, men hvor intet vover …). Da starttiderne kom, skulle jeg starte kl. hhv. 20:01 og 20:32. Noget sent syntes jeg, men acceptabelt.

… og framelding…

Som dagene gik, kom der flere tilmeldinger og mine starttider blevet rykket. Til sidst skulle jeg starte kl. 21:41 og kl. 22:17. Med tanke på, at Fabio også skulle køres hjem (ca. 30 min.), ja så valgte jeg at melde fra. Det ville også blive alt for sent for mig – men heller ikke særligt optimalt for Fabio, at skulle gå så sent og komme så sent hjem. Ja, måske er jeg pylret, men det er jo bare et stævne.

Nu ønsker jeg ikke at hænge nogen ud, derfor nævner jeg ikke klubbens navn her. Men, jeg må indrømme, at jeg synes, det er dårlig planlægning. Der var rigtig mange forskellige dressurklasser og utallige pauser i løbet af dagen (en anden fra stalden var til start om formiddagen, og de fortalte, at der var pause hele tiden – tænk, hvor mange, der kunne have været igennem i den tid). Jeg synes faktisk ikke, at det er fair for hverken ryttere, heste, de frivillige hjælpere eller dommerne, at den sidste rytter skal ride kl. 23:30 (som det var tilfældet, inden jeg meldte fra). Gad vide, om det er normalt? Jeg er jo totalt novice i stævneverden, så måske er det velset og accepteret?

Kriterier

Det vil det dog aldrig blive for mig, jeg bliver aldrig så aktiv stævnerytter, at jeg har jeg behov for at ride så sent. Så mine kriterier for stævner er blevet ændret: Enten skal det være et rent dressurstævne over to dage ellers skal der kun være få dressurklasser – og gerne i en klub, hvor jeg kender folk, der har startet, så jeg ved, at det fungerer. Helt sikker, kan man jo aldrig blive, da starttiderne først kommer efter tilmeldingsfristen (og jeg ved ikke, om man altid kan få sine penge retur ved framelding? Jeg krydser i hvert fald fingre for, at jeg får det …).

Og, sørme om ikke det lykkedes at finde et stævne med de kriterier. Så, nu er vi tilmeldt LA1 og LA2 den 14. marts. Kryds fingre for nogle gode starttider 🙂