Ponyen: Fabio

Ponyen: Fabio

7. november 2018 Af Tanja Laursen

Fabio

Efter flere år uden egen hest, hvor jeg enten var helt væk fra hesteverden, havde part på en islænder eller kun hjalp min datter med hendes daværende part, gik det op for mig, hvor meget jeg savnede at have min egen hest.

Jeg begyndte at lede efter den helt rigtige for os, og jeg nåede kun at prøve én anden pony, inden jeg mødte Fabio første gang. Han indeholdt alle de ting, som jeg ønskede: en redet (og ridelig) 1’er pony, som min datter også kunne omgås i stalden og få en tur på i ny og næ.

Fabio hedder egentlig Fabio Fame OX, og er fuldblodsaraber. Jeg havde aldrig drømt om at skulle have en araber. De jo er kendte for at have et noget iltert temperament, hvilket ikke lige umiddelbart passer til ovenstående kriterier. Fabio kan da bestemt godt være vågen og ligne den araber, han nu engang er, men det er godt nok sjældent, og han falder lynhurtigt ned igen. Så jeg har aldrig fortrudt et sekund.

Jeg købte Fabio i juni 2017 og nyder virkelig hver dag sammen med ham. Han er staldens drengerøv, og et meget stort madøre. Man skal virkelig passe på sine fingre, hvis man stikker dem hen til ham, for han skal altid lige sikre sig, om ikke det nu skulle være gulerødder! Han er bestemt ikke ond, bare madglad!

Da jeg købte Fabio, købte jeg en 5-års pony. Måske lidt dumt, når man selv havde været væk fra hesteverden i mange år og egentlig ikke red særlig godt. Med den rigtige indstilling og den rigtige undervisning udvikler vi os rigtig meget sammen og har en stødt stigende kurve.

Fabio

 

LÆS OGSÅ ARTIKLEN

Hvorfor fritidsrytter – og hvorfor blogge om det?