Lækre sunde godter (uden sukker og stivelse)

Lækre sunde godter (uden sukker og stivelse)

29. maj 2019 Af Tanja Laursen

Når man har fået besked om at nedsætte sit indtag af sukker og stivelse og er en kæmpe slikmund, så må man jo tænke alternativt.

Ingen hemmelighed: Man = mig!

Jeg er ikke gået all-in på at fjerne sukker og stivelse, men forsøger at nedsætte det væsentligt. Her hjælper det med nogle lækre sunde godter til at tilfredsstille den værste lyst til slik og kage.

Nice Cream

Nice Cream er så lækkert. Jeg har prøvet flere forskellige slags, men all-time favourites er banan-jordbær og banan-blåbær.

De er såre simple at lave: Frosne bananskiver og frosne bær (evt. overhældt med lidt kogende vand først, så de tør en lille smule op) i en food processor, sæt den i gang og vent til du har en ens masse. Jeg kan også finde på at putte et sjat fløde i, så bliver de endnu mere som flødeis.

Jeg hælder det i ramakiner og så i fryseren (hvis det ikke skal spises med det samme).

Jeg har også prøvet med banan-peanutbutter, som jeg ikke selv var så vild med. Til gengæld syntes min datter, at de var lækre.

Banan-Peanut hapsere

En anden lækker ting er Banan-Peanut hapsere (i mangel af bedre ord).

Igen, kan du få lækkerier uden sukker og stivelse på få ingredienser: Banan, peanutbutter og mørk chokolade.

Det er – også – ganske simpelt: Banan skæres i skiver, lægges på et fad og sættes i fryseren. Når de er frosne, smøres der peanutbutter på hver skive og så i fryseren igen:

 

Dernæst smeltes der noget mørkt chokolade, hvori stykkerne dyppes. Tilbage i fryseren igen og så er de faktisk færdige.

De er lidt kolde, hvis man tager dem direkte fra fryseren, men de skal blot stå et minut eller to, så er de mega lækre:

Velbekomme!