Hestemassage

Hestemassage

5. december 2018 Af Tanja Laursen

Som beskrevet i mit tidligere blogindlæg Træningsmetoder – varieret træning har jeg stor fokus på ikke kun at ride dressur. Jeg giver blandt andet Fabio hestemassage. Jeg er nysgerrig, når det kommer til hesteverden. Nysgerrig på det normale, men også nysgerrig på det nye, der er kommet til, siden jeg sidst havde hest for 11 år siden. Noget af dette nye er hestemassage, så da jeg faldt over Sarahs Hestemassage på Facebook, måtte jeg vide mere. Kort efter havde Sarah et godt tilbud på onlinekurset Hestemassage til Husbehov, og så slog jeg til.

Hvorfor hestemassage?

Det tiltrak mig, at jeg selv kunne gøre noget for at holde Fabio sund og smidig. Jeg havde læst om, hvordan hestemassage bl.a. kunne holde musklerne sunde og smidige, hjælpe med at udskille affaldsstoffer, øge blodcirkulation og så videre. Sidst, men ikke mindst, skrev Sarah, at alle kunne lære hestemassage. Så det måtte jeg også kunne. Ikke i et forsøg på selv at helbrede min pony, men som et supplement til sund træning så professionel hjælp så vidt muligt kan undgås.

De første par gange, syntes jeg, at det var rigtig svært. Jeg skulle hele tiden tilbage til arbejdsbogen for at se, hvad jeg nu skulle gøre. Efter at have prøvet det nogle gange, blev det nemmere, og der kom et bedre flow i min hestemassage. I dag er jeg blevet så stabilt, at jeg har planer om at gå tilbage til materialet og vurdere, om der er noget, jeg skal forbedre – måske er der et godt greb, jeg har glemt alt om? Det skal jeg i december, hvor jeg har ekstra tid til det (se blogindlægget Alverdens tid hos hestene?). Derudover står onlinekurset Hestemassage til Husbehov For viderekomne højt på ønskesedlen. Jeg er klar til at tage skridtet videre.

Jeg anvender hestemassage som supplement til min træning for at sikre, at Fabio forbliver smidig og veltilpas. Samtidig giver det en god kontakt til hesten. Sidst jeg masserede Fabio, endte han med at hvile sit hoved på min ene arm, mens jeg masserede hans hals med den anden. Så hyggeligt! I arbejdsbogen skriver Sarah, at “Man er ikke i tvivl, når hesten nyder massagen.” Det vil jeg give hende fuldstændig ret i. Når jeg masserer Fabio, bliver der smasket og gabt til den store guldmedalje og maven knurrer i et væk. Han døser helt hen. Jeg har flere gange oplevet, at han strækker et bagben helt bagud eller lader hele kroppen synke tilbage og nedad, mens forbenene er helt strakte.

Fabio nyder at få massage

Kursets indhold

På online kurset Hestemassage til Husbehov hos Sarahs Hestemassage får man adgang til en skriftlig arbejdsbog samt videoer. Her gennemgås det grundlæggende i en basis hestemassage.

Arbejdsbogen giver en introduktion til, hvorfor hestemassage er godt, hvad man skal være opmærksom på etc. Derefter gennemgår bogen hestens muskler samt de massagegreb og teknikker, der anvendes i basismassagen. Så er der selvfølgelig selve basismassagen: En gennemgang af hvilke massagegreb, der anbefales til hvilke muskler samt en rækkefølge for massagen.

Online (kræver køb af kurset, man får et personligt login) kan der ses videoer:

  • Video 1: introduktion
  • Video 2: viser hvordan hestens krop scannes, inden man går i gang med massagen
  • Video 3: viser massagegreb og teknikker
  • Video 4: viser selve basismassagen
  • Video 5: om afspændingsmassage til hverdagsbrug
  • Bonusvideo: Sarah viser, hvordan man giver hesten en let hovedmassage

Du kan læse mere om kurset her: Hestemassage til Husbehov Online

Hestemassage i min træning

Jeg foretrækker at give Fabio massage, når jeg er alene i stalden. Derfor gør jeg det oftest om morgen, en hverdag, hvor jeg kan få det passet ind med at møde lidt senere på arbejde. De dage får han en basis hestemassage. Jeg vil egentlig gerne give Fabio massage en gang om ugen, men det er ikke helt lykkes for mig endnu, så det er kun blevet til en gang hver anden-tredje uge. I december har jeg det på programmet hver uge, og så håber jeg, at det kan blive en så god vane for mig, at det fortsætter efterfølgende.

Næsten hver gang, jeg lægger sadel på Fabio, har jeg sørget for at varme hans ryg op først ved at give ham en kort rygmassage på begge sider. Efter hver træning, hvad enten det er dressur eller arbejde i longe, bruger jeg massageteknikken Efflurage, der hjælper med at udskille affaldsstofferne fra Fabios muskler. Begge dele er jeg blevet bekendt med gennem onlinekurset.

Fabio er faldet i søvn under massagen

Mere information om hestemassage

Sarah er professionel hestemassør og under uddannelse til Manuel Hesteterapeut. Derudover udbyder hun online kurser. Du kan læse meget mere om dette samt købe online kurser på hendes hjemmeside: http://sarahshestemassage.dk/. Jeg har ikke haft besøg af Sarah grundet afstanden, men følger hende troligt på FaceBook (Sarahs Hestemassage). Jeg har indhentet tilladelse fra Sarah til at henvise til hendes hjemmeside.